Almennyttige boliger rives ned

En bølge af nedrivninger er på vej til at ramme mange hundrede almene boliger rundt om i landet.

Landsbyggefonden, der giver økonomisk støtte til renoveringer og nedrivninger af almene boliger, modtager i disse år en strøm af henvendelser fra boligselskaber, der søger om støtte til at rive gamle boligblokke ned.

Fondens adm. direktør kalder det logisk, at der nu kommer en bølge af renoveringsprojekter, herunder nedrivninger af almene boliger.

- Vi står jo i en situation, hvor der er opført mange almene boliger i 50'erne, 60'erne og 70'erne, og mange af de boliger er ved at være lidt bedagede, siger Bent Madsen, der også er adm. direktør i Boligselskabernes Landsforening.

En rundringning foretaget af DR Nyheder viser, at boligforeninger i mindst 11 byer har konkrete planer om at rive almene boliger ned.
Det drejer sig især om nord- og sønderjyske byer, der er ramt af vigende indbyggertal.

- Det er et udtryk for, at udkantsområderne mister befolkning. Hvis udsigterne er faldende efterspørgsel, så er det måske en god ide at rive ned. Alternativet er, at du har en masse tomme boliger, som du skal drive, siger Hans Skifter Andersen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, til DR Nyheder.

Rækkehuse i Nordborg

I Nordjylland er der planer om nedrivninger i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Skagen og Hirtshals. I alt vil projekterne, som de ser ud nu, betyde at der bliver 496 færre almene boliger i de nordjyske byer end i dag.

I Nordborg på Als er der planer om at jævne syv boligblokke med jorden i 2011, og i stedet bygge rækkehuse på grunden. Desuden er der planer om at gøre det samme med seks andre boligblokke i de kommende år. I alt vil det give 290 færre almene boliger end i dag.

Også i Sønderborg, Haderslev, Rødby, Rødovre og Gellerup-Parken i Århus er der konkrete planer om at rive almene boliger ned.

I alt viser DR Nyheders rundringning til boligselskaber i de omtalte byer, at der er planer for nedrivning af mere end 1000 almene boliger.

Det præcise antal kendes ikke, da nedrivningerne ofte sker samtidig med, at man sammenlægger mindre lejligheder eller bygger nye boliger i stedet. Samtidig er der forskel på, hvor langt de enkelte projekter er i godkendelsesprocessen, hvilket betyder, at der kan ske ændringer.

Både Socialministeriet og Landsbyggefonden skal godkende et projekt, før boligselskabet kan få økonomisk støtte til at gennemføre det.