TV der bevæger dig

Annie svømmede sig til VM-bronze i iskold sport

Annie Kallerup har vundet VM-bronze i issvømning. Tirsdag blev hun og foreningen Hop i fjorden hædret på Kolding Rådhus. Foto: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

Ved VM i issvømning hev Annie Kallerup fra Kolding en fornem bronzemedalje hjem. Men for hende handler det mest bare om at have gennemført.

Tirsdag var der dækket op med honningkage og bobler på Kolding Rådhus. Her blev vinterbaderklubben Hop i fjorden hædret.

I starten af marts deltog de i verdensmesterskaberne i issvømning, der blev afholdt i Tallinn i Estland.

Klubben havde tolv deltagere med til mesterskaberne og en af dem, Annie Kallerup, vandt endda en fornem bronzemedalje. 

Læs også Karen og Susanne nyder det kolde gys

- Jeg lægger ikke så meget vægt på, at det blev til en VM-bronzemedalje. Jeg synes, at det sjove var at være med. Hensigten var at kunne svømme de distancer, vi havde meldt os til, det var det, det handlede om for os. Og så er det jo fint nok at have en medalje med hjem, siger hun til TV SYD.

Medaljen kom hjem i 25 meter brystsvømning. Derudover deltog Annie Kallerup i samme disciplin på 100 og 50 meter distancen samt en 4 x 25 meter stafet.

Hun tager en dukkert hver dag og håber også, at hun kan være med til det næste VM, der afholdes i Slovakiet.

- Jeg håber helt afgjort, at jeg kan være med om igen om to år, siger den beskedne medaljetager.

Formand: Det skaber fokus på sporten

Med til festlighederne på rådhuset var også Hop i Fjordens formand Lars Rubusch, han var naturligvis glad for resultatet.

- Vi er Koldings gladeste forening, og vi bliver bare endnu mere glade, når et af vores medlemmer kommer hjem med en medalje. Det gør, at der kommer fokus på issvømning, siger han til TV SYD.

Han håber, at foreningens præstationer kan danne grobund for, at issvømmerne kan få omklædningsfaciliteter, så de kan klæde om i tørre omgivelser, når de har fået en kold dukkert.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden