TV der bevæger dig

Antallet af tyverier af lastbiler styrtdykker

Foto: Kristian Kirk Mailand

Et tæt samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og vognmandsbranchen har på få år fået antallet af tyverier af lastbiler og sættevogne til at styrtdykke.

Statistikken over antallet af tyverier af lastbiler og sættevogne taler sit eget tydelige sprog.

I 2010 blev der landsdækkende efterlyst 175 køretøjer og kun 65 blev genfundet.

I 2013 blev der landsdækkende efterlyst 39 køretøjer, hvoraf 32 blev genfundet. Og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi ser tallet i år ud til at blive endnu mindre.

Faldet skyldes ikke mindst en hotline for vognmændene til politiets Udlændinge Kontrolafdeling, UKA, i Padborg.

For få år siden kritiserede vognmændene og deres organisationer ellers jævnligt politiet for at gøre for lidt for at forhindre et stigende antal tyverier af lastbiler og især sættevogne med værdifuldt gods. En del af kritikken gik på, at politikredsene ikke agerede hurtigt og effektivt nok, når branchen ringede for at anmelde et tyveri.

Men med den nye hotline har vognmandsbranchen og landets øvrige politikredse fået et direkte nummer at anmelde på, hvis lastbiler, påhængsvogne eller trailere bliver stjålet, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Hvis køretøjet så kan ses at være på vej mod den dansk-tyske grænse eller måske allerede er i udlandet, tager UKA enten selv aktion eller retter henvendelse til tysk politi og beder dem stoppe det.

En af de centrale personer i udviklingen af den forstærkede indsats er lederen af det kriminalpræventive sekretariat hos Syd- og Sønderjyllands Politi, specialkonsulent Christian Østergård.

Selvom transportorganisationerne roser det effektive samarbejde, mener han stadig der er plads til forbedring.

- En undersøgelse blandt en stor gruppe vognmænd viser, at ikke alle kender til det direkte nummer. Derfor er det afgørende for den fortsatte succes, at ordningen og nummeret hele tiden bliver kommunikeret til vognmændene og holdt in mente hos de politikredse, som måske har den allerførste kontakt til en bestjålet vognmand, siger Christian Østergård.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden