TV der bevæger dig

Biskop: Så syng dog

Niels Henrik Arendt vil have danskerne til at bruge sangskatten.

Danskerne skal undervises i salmesang, så de lærer at åbne munden under gudstjenesterne, og så skal præsterne være mere opsøgende og for eksempel tage til fyraftenssang på arbejdspladserne.

Det mener Biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt.

Han er så træt af at se kirkegængere søndag efter søndag med læberne tæt lukkede, at han nu mener, der skal handling til.

- De sidder der og putter sig. Nogle af dem åbner ikke engang salmebogen, og de der endelig synger med, gør det lidt forsagt i stedet for at trække vejret dybt ind og synge frisk til, siger Niels Henrik Arendt til DR Syd P4.

I følge Biskoppen kan kirken ikke overleve uden sang.

- Det er jo den danske spiritualitet. Jeg kan ikke se, hvordan kirken skal klare sig uden sang. Det er i hvert fald ikke en kirke, jeg har lyst til at komme i, siger Niels Henrik Arendt.

Niels Henrik Arendt mener, at det til dels er talentshows som X factor, der er skyld i, at vi ikke længere tør åbne munden og synge af karsken bælg.

Afrikansk stammedans

- Vi tror, at vi skal være lige så gode som dem i X Factor, eller at vi skal have særlige forudsætninger for at synge. Men sandheden er jo, at alle kan synge. Det er så befriende, når folk bare synger til, uanset om de lige rammer alle toner helt præcist, siger biskoppen.

Biskoppen mener, at den danske sang kan sammenlignes med afrikansk stammedans og sang - at det giver den samme samhørighed, og at sang er noget, der hører hjemme alle steder.

- Vi skal synge på arbejdet, i foreningen og i sportsklubben, og hvis man plejer at synge en sang til generalforsamlingen så tag tre i stedet. Det er livsglæde, siger biskoppen til DR Syd P4.

Og præsterne skal være med til at gøre os mere sangglade.

- Jeg har opfordret dem til at bringe sangen ud af kirken og ind til folk. Det kan for eksempel være til fyraftenssang på egnens virksomheder, siger Niels Henrik Arendt.

Og kirkesangeren skal også være med, siger han. I stedet for at være en solist der optræder foran menigheden, så skal kirkesangerne i stedet være igangsættere og inspiratorer i sangglæde.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden