Bogen om Mr. VB

Han sad ved siden af, da Allan Simonsen skrev sin første professionelle kontakt. Og han var direktør, da Preben Elkjær skulle spille i Vejle. I dag udkom bogen om Mr. VB, 85-årige Ejgil Jensen.

Mr. VB er en fortæller om Vejle og Ejgil Jensen gennem 85 år. Men det er også historien om Vejle Boldklubs triumfer og nederlag.

Journalist Jens Ancker har skrevet bogen, der er set gennem Ejgil Jensens øjne. Forfatteren har bestræbt sig på, at det ikke kun skal være en bog om fodbold. Så der er også anekdoter og små optrin fra byens historien under tre borgmestre.

Kontrakter

Men det er fodbolden, som fylder mest i bogen - og Ejgil Jensens liv. I en menneskealder har han været sekretær i Vejle Boldklub - og senere direktør i den professionelle afdeling.

Han rejste ud i Europa og repræsenterede klubben - og han var med, da kendte navne som Allan Simonsen, Johnny Hansen og UIrik le Fevre blev professionelle.

De fire købmænd

Ejgil Jensen var ikke begejstret for indførelsen af betalt fodbold. Og specielt tiden i Vejle under "de fire købmand" var turbulent.

Bogen fortæller bl.a. om købmændenes køb af Preben Elkjær for et stort million-beløb, mens træneren ikke var interesseret i denne spiller. Det endte som bekendt med, at træneren blev fyret - og Preben Elkjær trak i den rød-hvide spilledragt.