Brandstifter formodes at være på spil igen

Kolonihavebranden i Hjelmhaverne i Aabenraa i nat var formentlig påsat, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Politiet har i løbet af tirsdagen lavet brandtekniske undersøgelser på stedet. Undersøgelserne har vist, at branden højst sandsynligt er påsat, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet.

Brandvæsenet rykkede mandag aften ved 23.30-tiden ud for at nedkæmpe branden i kolonihaveforeningen.

Området blev for få måneder siden hærget af en brandstifter, som antændte fem brande på blot syv dage. I januar udbrændte et sjette hus.

Politiet vil gerne have oplysninger om den seneste brand.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.