TV der bevæger dig

Bredt forlig om budgettet i Esbjerg

28 ud af 31 medlemmer i Esbjerg byråd har fredag eftermiddag indgået et bredt forlig om budgettet for 2014. Dansk Folkeparti og Konservative står udenfor forligs-kredsen.

Det har været nødvendigt med en omfattende ommøblering af det eksisterende budget, idet beregningerne viser, at der vil være markant stigende udgifter på blandt andet udsatte børn, skoleområdet, ældreområdet og området for voksen handicappede.

Alligevel er det lykkedes de politiske partier at indgå en aftale, som skaber rum for udvikling i 2014 og årene frem mod 2017. Samtidig med at byrådet har taget højde for KL og Regeringens stramme krav i økonomiaftalen for 2014 og kommunens egne, nødvendige besparelser.

Byrådet gør en særlig indsats for udsatte børn ved at tilføre familieområdet samlet set over 100 millioner kr. ekstra. Skoleområdet får tilført 72 millioner kr. for at kunne implementere skolereformen på en effektiv måde.

I forliget er der også givet tilsagn om et anlægstilskud på 9 mio. kr. til udviklingen af projektet ?Remisen?, som vil give ungdommen i Esbjerg et spændende, nyt sted at boltre sig på. Ældreområdet bliver styrket på en række områder, og der etableres blandt andet 54 ekstra plejeboliger ved Østerbycentret. Desuden vil forligsparterne undersøge muligheden for at indføre et nyt pensionistkort, som i en forsøgsperiode giver adgang til fri kørsel uden for myldretiden med busserne i hele kommunen for en mindre årlig egenbetaling.

Byrådet har ligeledes afsat 16 millioner kr. til en markant forbedring af trafikknudepunktet ved Esbjerg Banegård, herunder forprojektering til en kommende stibroforbindelse fra banegården til Exnersgade. Samtidig er der er fundet penge til anlæggelse af en ny 6,5 km lang supercykelsti, som forbinder Esbjerg Nord med centrum. Sammenlagt er der 14 hovedelementer i budgetaftalen.

 

Hovedelementer i budgetaftalen:

  •  
  •  Anbringelsesområdet (driftsudvidelse på i alt ca. 60 mio. kr. i årene 2014 og 2015)
  •  Forebyggende tiltag på Familieområdet (driftsudvidelse på i alt ca. 20 mio. kr. i 2014-15)
  •  Grundnormering i familierådgivningen (driftsudvidelse på ca. 19,5 mio. kr.)
  •  Merudgifter til ny folkeskolereform (driftsudvidelse ca. 72 mio. kr.)
  •  Tilpasning af serviceniveau for specialundervisning (driftsbesparelse på ca. 34,2 mio. kr.)
  •  Reduceret tilskud til selvejende institutioner indenfor kultur og fritidsområdet (driftsbesparelse på ca. 11,6 mio. kr.)
  •  Manglende indtægter og øget behov på handicapområdet (driftsudvidelse på ca. 54,8 mio. kr.)
  •  Besparelser på handicapområdet (driftsbesparelser på ca. 35 mio. kr.)
  •  Fortsættelse af Fønix og Idrætskraftcentret i 2014 (driftsudvidelse på ca. 5,8 mio. kr.)
  •  Reduktion af aktiveringsbudgettet, mængdetilpasning (driftsbesparelse på ca. 51,3 mio. kr.)
  •  Nedbringelse af ventetid til § 85 (støtte til handicappede og udsatte grupper i eget hjem) (driftsudvidelse på ca. 18,8 mio. kr.)
  •  Udvikling i plejeboliger og reduceret dækningsgrad (netto merudgift på 6,6 mio.)
  •  Besparelser på det administrative område (driftsbesparelse på ca. 61 mio. kr.)
  •  Forsøg med borgerrådgiver (driftsudvidelse på i alt 2 mio. kr. i 2014 og 2015).
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden