Byrådskandidater vil have loft over antal børn per pædagog

Otte ud af 10 byrådskandidater siger ja til, at der skal være minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer.

Der skal være minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer. 

Det er 80 procent af kandidaterne til kommunalvalget, og 84 procent af vælgerne helt eller delvis enige i, skriver Altinget. 

Ser man kun på den borgerlige blok, er 66 procent af kandidaterne interesserede i en fast grænse for, hvor mange børn der må være per pædagog. 

Også selv om det går stik imod deres partiers holdning på Christiansborg. 

Også Socialdemokratiet er i Folketinget imod minimumsnormeringer. Alligevel går 88 procent af deres byrådskandidater går ind for idéen.

Tallene er trukket fra Altingets kandidatdatabase, hvor 5414 kandidater til kommunalvalget har svaret på spørgsmålet. Norstat har spurgt vælgerne i en måling for Altinget.

- Man kan godt have en holdning landspolitisk, men sommetider må man også bare se på, hvordan det ser ud i kommunen, siger byrådskandidat for de konservative i Aarhus, Ali Aminali, til Altinget.

- Og der er steder i Aarhus Kommune, hvor daginstitutionerne er voldsomt presset. Der er simpelthen for mange børn i forhold til pædagoger. 

Blandt de konservative kandidater er tre ud af fire interesserede i at sætte en fast grænse for antal børn per pædagog.

Men deres partifælle i Børne- og Socialministeriet Mai Mercado holder fast i, at spørgsmålet om normeringer ligger hos kommunerne.

- Det er positivt, at de borgerlige vælgere og kommunalpolitikere sætter dagtilbuddene og indholdet af dem højt, siger hun i en skriftelig kommentar til Altinget. 

- Jeg er meget enig i, at antallet af voksne er en væsentlig faktor for kvaliteten, selv om det ikke er det eneste, der betyder noget. Derfor er det også rigtig godt, at diskussionen tages i kommunerne.

Hvis Folketinget beslutter at pålægge kommunerne minimumsnormeringer, skal staten betale udgiften. Mai Mercado har tidligere sagt, at det ville koste 1,5-2 milliarder kroner. 

Hvis du vil blive klogere på, hvem du skal stemme på til kommunalvalget, så tag kandidattesten her