Dårlig adfærd i trafikken: 522 sigtet på E45

I en måned har politiet udført en præventiv og synlig politikontrol på E45. Det førte til i alt 522 sigtelser.

Man kan komme langt med den rigtige adfærd i trafikken, mener Sydøstjyllands Politi. Fra midten af oktober til midten af november har politiet været ekstra meget tilstede på E45 for at forebygge situationer, der kan skabe kø og uheld.

- Bilisternes adfærd i trafikken er helt afgørende i forhold til at nedbringe antallet af færdselsuheld og skabe større fremkommelighed på motorvejsstrækningen, siger Erik Nielsen, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse. 

Under politiets patruljering oplevede de flere alarmerende episoder. Blandt andet kørte en 59-årig mand 146 kilometer i timen i en 110-zone, mens han gav politiets bil fuckfingeren. En anden bilist stoppede ikke, da en civil politibil prøvede at standse ham, efter han havde overhalet indenom. 

- For os er bilisterne derfor en del af problemet, men også løsningen på problemet. Det handler meget simpelt sagt om, at de skal overholde færdselsreglerne, siger Erik Nielsen.

Under politiets indsats på E45 var der 550 lovovertrædelser, hvor 522 personer blev sigtet.