Dansk katastrofehjælp på vej til Serbien

Beredskabsstyrelsen sender 26 redningsfolk til Serbien for at hjælpe mod de massive vandmasser.

Mindst 44 personer har mistet livet som følge af de massive vandmasser, der har ramt Balkan. Tusindvis er blevet evakueret, og hundredtusinder af hjem er uden elektricitet.

Derfor sender Danmark nu katastrofehjælp til Serbien.

I alt bliver 26 redningsfolk, 12 køretøjer og to vandpumper sendt til de oversvømmelsesramte områder mandag aften.

Køretøjer og mandskab fra Haderslev, Herning og Næstved er lige nu samlet i Haderslev, hvor de modtager briefing og køretøjerne gøres klar til køreturen.

Beredskabsstyrelsen regner med, at man kan sætte kurs mod Balkan i løbet af ganske kort tid.