Vidne: - Det er en god dag for samfundet

En kvinde, der overværede uddeling af såkaldt asylspray i Haderslev for to år siden, er tilfreds med dagens dom i byretten.

- Det er en sejr for vores retssystem, siger lærerstuderende Charlotte Bech, som for to år siden var vidne til uddeling af såkaldt asylspray på Haderslevs gågade.

Mandag dømte retten i Sønderborg fire mænd fra det nu nedlagte Danskernes Parti for racisme og for overtrædelse af våbenloven, fordi de i september 2016 uddelte hårlak og kaldte det asylspray imod migranter, samtidigt med at de sagde, at migranterne udgjorde et sikkerhedsproblem i Danmark, og at de burde udvises.

Den daværende partileder, Daniel Stokholm, dengang Carlsen, var desuden tiltalte for at have udbredt propaganda. 

Pinligt 

Charlotte Bech var stærkt rystet, da hun overværende uddelingen for to år siden. I dag fortæller hun, at hun følte sig pinligt berørt over for de indvandrere, der også befandt sig på gågaden. 

- At lave det til en joke, at nogle mennesker ikke lige passer ind i vores kultur, er bare ikke okay, sagde hun dengang. I dag er hun tilfreds med byrettens dom i Sønderborg:

- Vi har et samfund, som tager hånd om den slags, så vi ikke som enkeltpersoner behøver at stå som dommer for, hvad der er rigtigt og forkert. Det er en god sejr, siger Charlotte Bech.

Mød hende i klippet her:

- Det er en god sejr for samfundet, siger Charlotte Bech.