Det trækker ud med løsning for oversvømningstruet sommerhusområde

Strid om fordeling af udgifterne til at stoppe oversvømmelser af et sommerhusområde på Als udsætter nu løsningen på problemet.

Taksationskommissionen har netop afvist det forslag til fordeling af udgifterne til det afvandingsprojekt, som Lysabild-Skovby Landvindingslag og Sønderborg Kommune har udarbejdet. 

Partsfordelingen angiver, hvordan de økonomiske udgifter til afvandingsprojektet i sommerhusområdet Skovmose skal fordeles.

Taksationskommissionen har bl.a. peget på, at der er for lille forskel på, hvad de forskellige sommerhusejerre skal betale. Det var hensigten, at den mindste betaling skulle være ca. 7.500 kroner og den højeste ca. 19.000 kroner pr. grund. 

Flere af sommerhusejerne har været utilfredse med, at de skulle bidrage til løsningen, selvom deres grunde ligger højt og ikke var truet - og andre mente, at deres betaling var for høj.

Hertil kommer, at partsfordelingen ikke i tilstrækkelig grad tager højde for individuelle forhold på grunden. Det kan være husets beliggenhed på grunden, sokkelhøjde, faskiner og evt. lokal dræning

Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Komune har bedt forvaltningen udarbejde et oplæg til, hvad der nu skal ske.

-  Og det skal gå hurtigt. Det er en meget ulykkelig situation, vi er havnet i. Vi skal have fundet en løsning, så vi hurtigst muligt kan få gennemført det afvandingsprojekt, der skal forhindre oversvømmelser i Skovmose i fremtiden. Det er en fælles interesse for både sommerhusejerne og kommunen, siger Aase Nyegaard, Fælleslisten, formand for Teknik- og Miljøudvalget, i en pressemeddelelse.

Ifølge Hans Erik Jensen, der er ingeniør i Sønderborg Kommune og arbejder med Skovmosesagen, er der også positive elementer i taksationskommissionens afgørelse. Afgørelsen fastslår nemlig, at  projektet skal ses som en helhed og ikke kan splittes op i delprojekter. Taksationskommissionen har også godkendt, at partsfordelingen skal ske efter et nytteprincip, og fastslår, at alle sommerhuse i området har nytte af projektet.