- Jeg er stolt over, at der nu er blevet lavet en film om vores tid. Den kommer tæt på og er hudløs ærlig, siger Erik Gundersen om filmen Kongernes Fald.
Den havde premiere i går. Blandt andet i Esbjerg, hvor Erik Gundersen var æresgæst. Så der blev skrevet autografer og taget fotos.
Our local boy
Alle de frivillige fra speedwayklubben Esbjerg Vikings var der også for at hylde manden, der hjemtog 17 verdensmesterskaber i den danske guldalder for speedway.
- Erik Gundersens karriere har været helt fantastisk - og så er han vores local boy, siger direktør i Esbjerg Motorsport, Lars Guldager Dyhr, der har fulgt sin helt siden han var et barn.
Jeg er stolt over at have været med til at skrive idrætshistorie
Megastort
En fyldt sal ventede på at Erik Gundersen skulle drysse nogle guldkorn ud, og publikum var ikke sene til at give ham en stor applaus.
- Jeg er stolt over at have været med til at skrive idrætshistorie. At sige, at vi med filmen er blevet udødeliggjort, er måske for meget sagt, men det er stort. Megastort, siger Erik Gundersen.
Man får det jo bare lige smasket op i hovedet igen
Gå på vandet
Guldalderen blev indledt af Ole Olsen, der sad tungt på førstepladserne. indtil han blev detroniseret af de yngre kræfter: Hans Nielsen og Erik Gundersen.
- Han gav mig en masse gode tricks. Han fik mig til at gå på vandet. Længere er den ikke, siger Erik Gundersen om Ole Olsen, der blev landstræner. For både Erik Gundersen og Hans Nielsen.
Hadsk stemning
Det startede en rivalisering og et personligt drama mellem de tre, der udspillede sig både på og udenfor banen. Ordet "had" blev sagt offentligt.
- Men det var med til at sætte os op. Uden den rivalisering er det slet ikke sikkert, at vi havde vundet de mange guldmedaljer til Danmark. Det blev trods alt til 47 fordelt på os tre. Det er mange, siger Erik Gundersen.
Et gisp i salen
Guldalderen sluttede i 1989 med Erik Gundersens dramatiske styrt, der nær havde kostet ham livet. Nu genser han det på det store lærred i biografen.
- Man får det jo bare lige smasket op i hovedet igen. Og så sidder man i biografen med en masse andre, og man kan høre deres gisp. Det er det, der rører en mest, siger Erik Gundersen.
Datter: Rørende at se min far
Hans 26-årige datter Nanna Gundersen var også rørt efter filmen. Hun blev født efter styrtet.
- Det var meget meget rørende at se min far fit. Se ham løbe, køre på ethjulet cykel og have store muskler. Det har jeg jo aldrig set, siger hun.
De tre speedwaystjerner - Hans Nielsen, Ole Olsen og Erik Gundersen - er i dag venner og arbejder ofte sammen for at fremme dansk speedway. Erik Gundersen er undgomstræner.