TV der bevæger dig

Dom til narko-bagmænd

De dømte har relationer til Hells Angels. (Arkivfoto)

To narko-bagmænd er blevet idømt fem og seks års fængsel i en narko-sag, som er efterforsket af Task Force Vest i Horsens.

Byretten i Randers afsagde torsdag dom over to hovedmænd i en narkosag, efterforsket af Task Force Vest i begyndelsen af 2012.

HA-relationer

De to mænd, på henholdsvis 32 år og 38 år, begge med relationer til Hells Angels i Randers, blev dømt for transport og opbevaring af betydelige mængder kokain med henblik på, at kokainen skulle videreoverdrages, skriver Task Force Vest i en pressemeddelelse.

Under sagen erkendte de pågældende sig skyldige, således at den 32-årige erkendte besiddelse af samlet ca. 1,5 kg. kokain, mens den 38-årige erkendte besiddelse ca. 1 kg. kokain.

Betænkningstid

Ved strafudmålingen fulgte dommeren anklagemyndighedens strafpåstand, hvorved den 32-årige blev idømt 6 års ubetinget fængsel, og den 38-årige blev idømt 5 års ubetinget fængsel.

Der blev ved strafudmålingen blandt andet lagt vægt på stoffets farlige art, den betydelige mængde og de pågældendes rolle i sagen.

De domfældte tog efter domsafsigelsen betænkningstid i forhold til eventuel anke af sagen.

Rocker- og bandekriminalitet

Task Force Vest er en særlig enhed der proaktivt efterforsker rocker - og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier. En efteforskning hører hjemme i Task Force Vest inden for disse kategorier af kriminalitet hvis den antages at være organiseret, overskride grænser mellem politikredsene og efterforskningen er fremadrettet.

Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af vicepolitiinspektør Kirsten Fischer.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden