Drabsforsøg mod kvinde i Fredericia

En 33-årig kvinde blev tirsdag aften offer for et drabsforsøg i en lejlighed i Sønderparken i Fredericia.

En 45-årig mand fra Vestfyn gik amok under et drikkelag i lejligheden. Han overfaldt en 39-årig kvinde. Hun fik skubbet ham væk, hvorefter han gik løs på den 33-årige bevæbnet med en spiritusflaske, som bunden var slået ud af.

Lige under kvindens strubehovedet skar han en otte centimeter lang flænge i en dybde på to til fire millimeter.

Manden stak af efter forbrydelsen.

Han blev anholdt 13.15 onsdag. I morgen fremstilles han i Grundlovsforhør.

Den 33-årige kvinde fik flængen i halsen syet sammen med 11 sting på sygehuset.