Dyrehospitalet Hejsager siger ja til at forfalske hundepapirer

Seks ud af ti dyrlæger er villige til at bryde loven for at undgå at skulle aflive raske kamphundehvalpe. Det viser en rundringning, som dagbladet B.T. har foretaget til ti dyreklinikker forskellige steder i landet. En af dem er Dyrehospitalet Hejsager.  

Under påskud af at have købt en ulovlig, otte uger gammel kamphundehvalp har B.T. spurgt ti forskellige dyreklinikker om de vil indregistrere hvalpen med en fødselsdato før 17. marts, så hunden fremstår lovlig. Og dermed bryde den nye hundelov, der trådte i kraft 1. juli.

 

Pludselig lovlig

B.T. afslørede mandag dyrlæge Lars Birch, der udstedte falske papirer til en kamphund, B.T. købte for 3.000 af en kvinde i Randers-området. I papirerne havde kamphunden en anden race og en anden fødselsdato end den, ejeren oplyste til B.T. På den måde fremstår hvalpen lovlig, selvom den i virkelighed er forbudt.
 

Villige til at bryde loven

Og meget tyder på, mange andre dyrlæger er villige til at gøre Lars Birch kunsten efter.
 Seks ud af ti dyreklinikker er villige til at registrere hunden med en fødselsdato før skæringsdatoen 17. marts, selv om B.T. i telefonen siger, at hunden er langt yngre. Dermed er de villige til at bryde loven.
Følgende dyreklinikker sagde ja til at registrere hunden med falsk fødselsdato:Dyreklinikken Ryesgade, Ishøj Dyreklinik, Rude Dyreklinik, Næstvedegnens Dyreklinik, Skibhus Dyreklinik - og altså Dyrehospitalet Hejsager.