Efterlyst rocker fængslet for afpresning mod bordeller

Den fjerde rocker er fængslet i sag om afpresning i Kolding-området. Borgmester er frustreret.

Flere dages gemmeleg med ordensmagten er slut for en 25-årig mand, der sigtes for at have deltaget i rockeres afpresning af bordeller i Kolding-området.

Manden, der har forbindelse til Bandidos, er blevet anholdt, og fredag blev han i et grundlovsforhør for lukkede døre fængslet i to uger.

I forvejen er tre andre mænd varetægtsfængslet i sagen, og med den nye anholdelse mener politiet at have fået fat i samtlige involverede.

Flere bordeller skal være blevet afpresset, lyder det fra politiet.

Betjentene har også undersøgt, om for eksempel tatovører i området er blevet afkrævet beskyttelsespenge, men efterforskningen har ikke afdækket lignende problemer, oplyste man for nylig.

Problemet med Bandidos-rockeres kriminalitet i Kolding er så udbredt, at borgmester Jørn Pedersen (V) for nylig henvendte sig til Folketingets Retsudvalg.

I brevet beskriver han samarbejdet med politiet som godt, men der er alligevel frustration med de lovovertrædelser og utrygheden, som rockeres tilstedeværelse medfører.

Den lokale afdeling af Bandidos holder til i en lejet bygning i et erhvervsområde, men det er vanskeligt i forhold til planloven for myndighederne at gribe ind, lyder det.

Borgmesteren har bedt om foretræde for retsudvalget for at få drøftet de "værktøjer", som myndighederne har til rådighed.