TV der bevæger dig

Endnu et slag bliver slået for de lokale købmænd

00:37

Lørdag er kampagnen "Sæt pris på din by - Køb lokalt" i fuld sving i Min Købmand Gesten. I videoen fortæller adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd, John Wagner, og den lokale borger, Allan Knudsen, hvorfor det er vigtigt med sådan en dag. Video: Christian Kallenbach, TV SYD

​​​​​​​Lørdag sættes der igen fokus på lokal handel – denne gang gennem kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb lokalt”, hvor Hærvejsklyngen i Vejen Kommune deltager.

Læs også Hærvejsklyngen: Landsbyer går sammen i kampen for butikkerne

Borgerne i Gesten spiste ikke lørdagens rundstykker med jordbærmarmelade hjemme ved spisebordet. De blev indtaget ved den lokale købmand, der havde inviteret til morgenmad i anledning af kampagnen, der skal sætte fokus på vigtigheden af at handle lokalt.

Hvis købmanden er væk, vil man ærgre sig.

Allan Knudsen, borger i Gesten

- Det betyder rigtig meget, om ikke andet får vi en masse omtale. Der bliver sat fokus på, hvad det har af betydning for os, at man køber lokalt og støtter sin lokale butik. Det gør, at vi også kan være her i morgen, at kunderne bruger os i dag, fortæller Allan Piihl Haagensen, købmand i Min Købmand i Gesten, til TV SYD.

Det samme gjorde de i Hovborg, Lindknud, Gjerndrup og Bække. De fem byer har tilsammen dannet Hærvejsklyngen – en landsbyklynge, der skal samarbejde om at styrke turismen og bosætningen i alle fem byer ved at dele erfaringer og ressourcer. For netop bosætningen er lokale indkøbsmuligheder afgørende. Det viser en Megafon-måling fra 2016, der viser, at 83 procent af danskerne mener, at det er vigtigt for deres valg af bopæl, at der er en dagligvarebutik i området.

Købmandsbutikken er ikke kun til indkøb

Tilbage i Gesten fortæller borgerne, at Min Købmand er stedet for to ting: Indkøb og samtale – begge ting, der er vigtige at styrke:

- Jo større flow købmanden har i butikken, jo friskere varer kan vi få, og jo større udvalg af varer kan der være, forklarer Anna-Elisabeth Hansen, der bor i Gesten.

Mens borgerne render rundt i butikken for at finde minimælken og rugbrødet, bliver der også tid til at vende verdenssituationen.

- Det er også hos købmanden, at man lige mødes og får en snak henover køledisken. Det er et samlingssted, fortæller en anden af byens borgere, Allan Knudsen.

Han ser – både som lokal borger og kunde – kampagnen som en god og vigtig påmindelse om byens indkøbsmuligheder:

- Jeg synes det er alletiders, at man lige gør lidt ud af det og gør opmærksom på, at der rent faktisk er en butik heroppe, så man husker det i hverdagen, for hvis den er væk, vil man ærgre sig over, at den ikke er her lige pludselig, siger han til TV SYD.

Om kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb lokalt”

  • Arrangeret af MobilePay, Landdistrikternes Fællesråd, De Lokale Ugeaviser, De Samvirkende Købmænd, Dansk Detail og KFI
  • Deltagende områder: Holstebro, Hillerød, Assens og Hærvejsklyngen.
  • Målet er, at kampagnen næste år er landsdækkende
Se mere

Lokale kræfter kæmper

TV SYD har tidligere i oktober fortalt om, hvordan blandt andet nethandel og tilflytning til større byer har konsekvenser for købmændene i Syd- og Sønderjyllands yderområder.

I TV SYD’s område er der åbnet fem såkaldte borgerbutikker, og to mere er på vej. Her har de lokale borgere kastet penge i købmandsbutikkerne og blevet medejere for at holde kassebåndet i gang. Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa har yderligere 100 småbyer i Danmark mulighed for at styrke handlen, hvis borgerne vil give sig i kast med støtte gennem en borgerbutik.

Særligt for sønderjyske købmænd truer grænsehandlen også. En undersøgelse fra Retail Institute Scandinavia viser, at 34 procent flere dagligvarebutikker i den sydligste landsdel siden 2009 har måtte lukke sammenlignet med resten af Danmark. Derfor forsøger Grænsealliancen, hvor blandt andet Landdistrikternes Fællesråd og De Samvirkende Købmænd også er med, at stille forslag om afgiftsændringer på blandt andet slik og cigaretter.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu