Eva Kjer besøger LEGO-projekt i Sydafrika

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte mandag et Lego-projekt under et officielt besøg i Sydafrika.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte mandag et projektet, hvor lokale børn får DUPLO-klodser, der blandt bruges som forberedelse til deres skolegang. Projektet er en del af LEGO Foundations Charity Box projekt.

Dansk legetøj spiller en nøglerolle for 75 sydafrikanske børn mellem 0 og 6 år, der til daglig har deres gang i daginstitutionen Almighty Creche.

Siden 2014 har daginstitutionen i Sydafrika været en del af LEGO Foundations Charity Box projekt, som betyder, at DUPLO-klodser stilles til rådighed for børnene, som ellers kun har yderst begrænset adgang til legetøj og andet udstyr, som man normalt kender fra vuggestuer og børnehaver. I programmet indgår desuden træning af de ansatte i pædagogisk anvendelse af klodserne.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er i disse dage i Sydafrika på eksportfremstød, men besøgte mandag morgen projektet.

Under besøget så Eva Kjer Hansen, hvordan DUPLO-klodserne blev brugt i undervisningen af en gruppe børn på fem og seks år som forberedelse til eventuel skolegang. Børnene lærte om farver og dannede historier ud af de ting – huse, palmer og solen - som de byggede med klodserne.

I Sydafrika har LEGO Foundation indgået et partnerskab med UNICEF og det sydafrikanske undervisningsministerium om at donere DUPLO klodser til cirka 2400 børn, som indgår i den sydafrikanske regerings Early Childhood Development program. Cirka 1000 daginstitutioner som Almighty Creche modtager pt. DUPLO klodser fra LEGO Foundation.