Får den lille unge lov til at overleve?

Én, to, tre og en uge efter blev de fire storkeunger i Smedager. Den yngste er stadig ret lille, men den ser ud til at klare sig, fortæller formand.

På under 12 timer kunne vi den 20. maj byde velkommen til hele tre storkeunger i Smedager, og så var der kun tre æg, der manglede at klække. 

Efter et par dages ventetid skete der ingenting i storkereden, og den 26. maj fortalte Jess Frederiksen fra Storkene.dk, at storkemor havde opgivet de sidste tre æg. Men dagen efter, den 27. maj, skete der et mirakel, og det fjerde æg klækkede. 

quote

Der skal gå et eller andet rigtig galt, hvis de tre største ikke skal overleve - men der er stadig en risiko for, at den lille falder fra.

Jess Frederiksen, formand, Storkene.dk 

- Nu går det over al forventning med de fire unger. Hvis du havde spurgt mig for en måned siden, om vi nu ville have fire små unger, så havde jeg svaret klart nej, siger formanden for Storkene.dk Jess Frederiksen og tilføjer, at det blandt andet skyldes kunstvandingen på markerne omkring Smedager. 

Den sidst udklækkede unge er stadig noget mindre end sine tre ældre søskende, og det kan blive et problem, men lige nu ser den ud til at klare sig, fortæller Jess Frederiksen. 

- De får alle fire orme, fisk og frøer, så det ser fornuftigt ud. Der skal gå et eller andet rigtig galt, hvis de tre største ikke skal overleve - men der er stadig en risiko for, at den lille falder fra, siger formanden. 

Hvis man har lyst til at følge med i storkenes liv i Smedager, kan man klikke her