Familie forbrændt efter uheld med ethanol-ovn

En kvinde er kørt på sygehuset med svære andengradsforbrændinger, da hun ville fylde en ethanolovn.

Fredag aften tog en dramatisk drejning for en familie i Varde.

Moderen ville fylde en ethanol-ovn, da der stod en kraftig stikflamme ud fra den, som betød, at hun, hendes mand og deres 9-årige blev forbrændt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

- Hun bliver udsat for andengradsforbrænding i svær grad og sønnen i mindre grad, siger vagtchef Ole Aamann til TV SYD.

Faderens forbrændinger var ikke så alvorlige, at han skulle indlægges, men værre ser det altså ud for moderen og sønnen.

De to er blevet kørt med ambulance til Odense Universitetshospital. Der blev også kaldt en helikopter til stedet, men den blev der ikke brug for.

Gode råd til brug af biopejs/ethanol-ovn

  • Spilder du bioethanol, skal det altid tørres op inden optænding. Du kan med fordel benytte en tragt til påfyldning.
  • Spildes bioethanol ned i riller eller huller i eller omkring biopejsen, skal det tørres op inden du tænder pejsen. Er det ikke muligt, bør du vente, til det er fordampet.
  • Når biopejsen har været tændt, skal der gå 15-20 min før den må tændes igen.
  • Prøv aldrig på at puste ilden ud i biopejsen. Det vil have den omvendte effekt og ilden risikerer at blusse op.
  • Ilden skal kvæles, hæld aldrig vand på, for at slukke ilden.
  • Ligesom stearinlys, anbefales det, at du slukker din biopejse, når du forlader hjemmet. 
Kilde: Pejseringen.dk