Fredagens overblik: Sådan bliver dagen

Dagens gode nyhed er fra Grindsted – nye målinger af forureningen viser, at det er ganske risikofrit at færdes i byen. Det gælder både ude og inde. Region Syddanmark har foretaget nye målinger, der bekræfter at undergrunden fortsat er massivt forurenet, men at de giftige sager ligger så langt nede i jorden, at hverken indeklima eller udeluft er påvirket.

En stor donation til den runde plejecenter Othello i Fredericia er blevet til et orangeri, og det indvies i dag. Plejecenter Othello fik en million kroner doneret fra afdøde Ruth Rahbek Hansen, der selv boede på plejecentret de sidste år af sit liv. Ruth Rahbek Hansen etablerede Rahbekfisk i Fredericia sammen med sin mand Poul.

Og så er der mulighed for at blive skræmt fra vid og sans i Kolding. Slotssøbadet viser filmen Dødens Gab - den med de farlige hajer - og man kan se filmen fra en badering. Vil du se, hvordan det foregår, så spol 16 minutter frem i udsendelsen her.

I går aftes var der borgermøde i Vojens om flystøjen fra flyvestation Skrydstrup. Her skulle Forsvarsministeriet have fremlagt de endelige støjberegninger og kompensationsmodeller, men borgerne må væbne sig med tålmodighed.

Med til mødet var koncernstyringsdirektør fra Forsvarsministeriet, Per Pugholm Olsen, og han forklarer, hvorfor borgerne fortsat må vente på støjberegningerne:

- Det må de, fordi vi ikke er færdige endnu. Vi har ikke fundet den helt rette balance mellem på den ene side operationsfrihed og flyvesikkerhed til gavn for flyvevåbnet og forsvaret, og på den anden side mindst mulig støj til gavn for borgerne.

Trafikken glider som normalt. Det gælder både offentlig transport, motorveje og landeveje.

Fredagen bliver mere våd end torsdagen. Men også en anelse varmere, nemlig mellem 7 og 11 grader. Det hjælper nok ikke det store på glæden ved vejret, men man skal trods alt ikke frygte små, stikkende haglslag mod kinderne. Det kommer umiddelbart først senere på måneden. De mange, mange nuancer af grå bliver ved med at pryde himlen over Syd- og Sønderjylland. Solen viser sig nok først igen søndag.

 

Tak, fordi du læste med!

Med venlig hilsen

Line Guldager Hansen