TV der bevæger dig

Julie samler ind til sin kræftsyge fætter: Går fra København til Sønderborg

Julie Normann Lindbæk har gået over 200 kilometer for at samle ind til en oplevelse til sin kræftsyge fætter. Foto: Julie Normann Lindbæk

På 12 dage har Julie gået tværs over Sjælland og Fyn for at samle ind til en oplevelse til sin kræftsyge fætter. Fredag lander hun på Als.

Fredag middag står Julie Normann Lindbæk af færgen ved Fynshav, efter hun har gået over 200 kilometer fra sit hjem i København.

Målet er Sønderborg, hvor hendes fætter, som er uheldbredelig syg af kræft, bor.

- Det startede tilbage i uge 29, da min fætter fik at vide af lægerne, at der ikke var mere at gøre. Først blev jeg helt slået ud af det, men jeg tænkte, ’nej, det kan ikke passe’ og jeg spurgte ham, hvad han havde lyst til at opleve, siger Julie Normann Lindbæk til TV SYD.

Fætterens ønske var en tur for hele familien til Lalandia, og derfor pakkede Julie sin rygsæk i København og har nu brugt 12 dage på at vandre tværs over Sjælland og Fyn, og undervejs har Julie samlet ind til fætterens ønske på sin facebookside.

Igennem sin tur har Julie Normann Lindbæk sovet i forskellige baghaver gennem konceptet ’ Brug min baghave’, hvor hun blandt andet prøvede at sove i et drivhus og i et hønsehus.

- Jeg har ikke rigtig planlagt, hvad der skulle ske under turen, for ligesom med en kræftsygdom ved man jo heller ikke, hvad der sker fra dag til dag, siger Julie Normann Lindbæk.

Torsdag aften kom Julies indsamling op over 21.000 kroner. Penge hun glæder sig til at overdrage til fætterens oplevelseskonto, når hun mødes med ham fredag middag ved Fynshav.

- Planen er, at han kommer til færgen på sin el-scooter, og så kører han det sidste stykke sammen med mig til Sønderborg, siger Julie Normann Lindbæk.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App