Galleri: Sønderjyske holdt Bulldogs i kort snor

Sønderjyske viste ingen nåde, da de fredag aften slog Odense Bulldogs med 5-3 på hjemmebane i Vojens.

Der var underholdning for alle pengene, da der fredag aften var ishockey i Vojens. Høj intensitet, tempo, otte mål og 3000 tilskuere på lægterne var nogle af ingredienserne til kampen, hvor Odense Bulldogs periodevis gøede op, men for det meste ikke fik noget snor af Sønderjyske.

Odense Bulldogs startede bedst og allerede få minutter efter første face-off bragte de sig foran. Der gik dog kun to minutter mere inden udligningen kom – og så bragte Sønderjyske sig også i front inden anden periode.

I anden periode haglede det ind med mål. Først udbyggede Sønderjyske deres føring med to mål, inden Odense Bulldogs reducerede i powerplay. Sønderjyske afgjorde dog reelt kampen, da de scorede til 5-2 midt i anden periode.

I den sidste periode var Odense bedre med, og de fik også reduceret midt i tredje periode, men tættere kom holdet dog ikke på pointene.

Sønderjyske er dermed fortsat i spidsen af Metalligaen.