Glæd dig: Fra lørdag bliver det igen tidligere lyst

Selv om vi passerede vintersolhverv og dermed årets korteste dag for en uge siden, så er det først fra i dag lørdag den 30. december, at det igen bliver tidligere lyst.

Vintersolhverv falder i dagene lige før jul og markerer årets korteste dag. Men det er først fra i dag lørdag den 30. december, at solen begynder at stå tidligere op, skriver DMI.

Fra fredag til lørdag drejer det sig blot om 4 sekunders tidligere opgang, men sekunderne samler sig over de kommende uger til først minutter og så timer. Om kun lidt over tre uger den 22. januar er dagen blevet en time længere, og det fortsætter frem mod juni, hvor solen står op allerede kort efter kl. 04.

Dagene er allerede blevet længere

Selvom solen først fra i dag lørdag begynder at stå tidligere op, så er dagene blevet længere, da solen allerede en uge før vintersolhverv i midten af december er gået senere ned.

Inden for den seneste uge er der kommet fået cirka tre og et halvt minuts mere dagslys. Man kan læse meget mere om, hvad årsagen er til, at der er hele to uger mellem tidligste og seneste solnedgang på DMIs hjemmeside