TV der bevæger dig

Socialøkonomisk hole-in-one: Golfklub får stor pose penge til at hjælpe udsatte i arbejde

Birkemose Golf Club får 150.000 kroner fra Kolding Kommune til projektet ”19 i 19”. Det hjælper udfordrede ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

00:26

I Birkemose Golf Club handler det ikke kun om at bruge færrest slag på at få bolden i hul - klubben hjælper også udfordrede ledige i job. Video: Nicolai Reinhold, TV SYD

FORE!

Sådan råber spillerne på golfbanen, når de slår et skævt slag. Men nu har golfklubben nordøst for Kolding slået et regulært hole-in-one. Klubben har fået en bevilling på 150.000 kroner til et banebrydende projekt.

- Vi hjælper med glæde. Vi har den holdning, at vi alle er forpligtet til at hjælpe hinanden. Så når vi kan varetage denne opgave, så skal vi også, siger den daglige leder i Birkemose Golf Club, Claus Valter, til TV SYD

Det er oplagt, at vi påtager os facilitatorrollen.

Claus Valter, clubmanager, Birkemose Golf Club, Kolding

Pengene, der kommer fra Kolding Kommunes socialøkonomiske udviklingspulje, skal i løbet af 2019 skaffe job til 19 borgere med udfordringer udover ledighed.

De ledige får job i golfklubben eller i en af virksomhederne i klubbens netværk. Klubben driver selv et erhvervsnetværk med omkring 30 erhvervsvirksomheder og samarbejder med 150 virksomheder i lokalområdet.

Men hvorfor skal golfklubben så påtage sig en opgave, som jobcentrene normalt varetager?

- Der er et fantastisk miljø og en rummelighed uden lige i Birkemose Golf Club. Vi har et dygtigt erhvervsnetværk og 150 fantastiske samarbejdspartnere ude i erhvervslivet. Så derfor er det oplagt, at vi påtager os facilitatorrollen, forklarer clubmanager Claus Valter.

Vi hjælper med glæde. Vi har den holdning, at vi alle er forpligtet til at hjælpe hinanden.

Claus Valter, clubmanager, Birkemose Golf Club, Kolding

For tre år siden begyndte Birkemose Golf Club at hjælpe udfordrede ledige. Her tog man de første EGU-elever ind. Unge under 30 år, der har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse – og foretrækker arbejde frem for skole. Det er steget til i dag otte udfordrede borgere, som golfklubben hjælper tilbage i job.

Pengene til projekt ”19 i 19” er bevilget af Socialøkonomi-, Handicap- og Hjælpemiddeludvalget i Kolding Kommune.

Birkemose Golf Clubs indsats for udfordrede ledige

  • 1 EGU-elev tilknyttet – klubben formidlede i januar yderligere en EGU-elev videre til ansættelse i en anden virksomhed
  • 1 integrationsborger ansat i små-job
  • 1 integrationsborger i praktik
  • 1 i praktik med angst-problematikker
  • 1 ansat med personlig assistance
  • 1 førtidspensionist ansat med 100 lønnede timer
  • 1 borger i delt praktik med anden virksomhed

 

Kilde: Kolding Kommune - Socialøkonomi-, Handicap- og Hjælpemiddeludvalget