Gymnasieelever bliver europamestre ved skolesportsturnering

Elever fra Esbjerg Gymnasium blev fredag aften europæiske mestre ved årets Eurosport, hvor gymnasiehold fra otte europæiske lande deltager.

Seksten gymnasieelever fra Esbjerg blev fredag aften europæiske mestre i skolesportsturneringen EuroSport, der i år blev afholdt i Kroatien. I en uge har de dystet i basket, løb og svømning mod gymnasieelever fra syv andre europæiske lande. 

Holdet med otte drenge og otte piger vandt turneringen foran Frankrig og Kroatien, der blev henholdsvis nummer to og tre. 

EuroSport er et årligt arrangement, der kombinerer en sportsturnering med kulturel udveksling for eleverne. Italien, Frankrig, Grækenland, Belgien, Tyskland, Holland, Polen og Danmark deltager i turneringen, der afholdes på skift i landene. 

Det var også elever fra Esbjerg Gymnasium, der vandt turneringen i 2016, mens de blev nummer to sidste år. Vinderne bliver fejret på gymnasiet i den kommende uge.