Benzinkongens fald: Begærer sine selskaber konkurs

Tirsdag opgav oliekongen Olaf Haahr at rekonstruere sine selskaber. Han valgte selv at begære dem konkurs.

Allerede sidste forår gik den tidligere mangemillionærs personlige selskab i betalingsstandsning. Selskabet – EOS2 – blev forsøgt rekonstrueret. På et møde med kreditorerne den 24. november 2016 blev fristen forlænget til i tirsdags. 

- Det er fem banker, som jeg skylder penge, Og de kan ikke enes. En vil begære min konkurs, og andre vil forsøge en rekonstruktion. Så valgte jeg selv at trække stikket og gå i frivillig likvidation for at få ryddet op, siger Olaf Haahr til TV SYD.

Han forsøger at få det bedste ud af konkursen, men erkender, at det næppe lykkes. 

- Jeg er jo ikke naiv, siger han til TV SYD.

Sagen er nu under behandling ved Retten i Kolding. Som kurator er udpeget advokat Casper Nørgaard fra firmaet HjulmannKaptain, Aalborg.

Olaf Haahr solgte for snart to år siden sine ubemandede benzinstationer til den tyske koncern Mabanaft GmbH & Co med hovedsæde i Hamborg. Salgsprisen var over 100 mio. kr., men beløbet var ikke tilstrækkeligt til at dække underskuddet i selskabet.

Konkursbegæringen har ikke noget med salget af benzinstationer at gøre, siger Olaf Haahr til TV SYD.

Det var Haahrs genindtræden på benzinmarkedet, hvor Olaf Haahr allerede i 2004 solgte sit daværende selskab for et trecifret millionbeløb til Statoil. Tre år senere stiftede han den nye kæde, som består af ubemandede tankstationer – f.eks. ved supermarkeder eller varehuse.

Kurator, advokat Casper Nørgaard,  skal nu undersøge hvilke aktiver, der er i Olaf Haahrs personlige selskaber. Foruden EOS2 har han flere andre selskaber med samme navn. EOS4 er således et ejendomsselskab, som bl.a. omfatter Haahr-selskabets tidligere hovedkvarter. Den gamle teaterbygning blev sidste år sat til salg til 30 mio. kr.

Senest er også Haahrs privatbolig i Bredballe blevet sat til salg for 25 mio. kr.