Håndværkere i retten for at mishandle lærling

Retten i Kolding afsiger i dag dom i den såkaldte kosteskaft-sag, hvor fire håndværkere er tiltalt for at have mishandlet en lærling.

Var det rå vold og mishandling eller bare et udtryk for håndværkerhumor, da en lærling i et jysk firma i 2016 flere gange blev holdt fast og fik presset et kosteskaft op mod endetarmen, så han efterfølgende havde blødninger? 

Det skal Retten i Kolding i dag tage stilling til, skriver Fagbladet 3F.

Tiltalt for brutal vold

De fire håndværkere er tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling efter paragraf 245, stk. 1 i straffeloven, der kan give op til seks års fængsel.

To af håndværkerne er desuden tiltalt for at have udsat den unge mand for et andet seksuelt forhold end samleje. Tiltalen er rejst efter paragraf 216 i straffeloven - den såkaldte voldtægtsparagraf - der har en strafferamme på op til otte års fængsel.