Her forsvinder toiletter, bænke og skraldespande

Fra nytår er det flere steder slut med at bruge toiletter, bænke og skraldespande på rastepladserne.

Når familien skal på tur på landevejene i Syd- og Sønderjylland, vil der fra næste år være færre steder at holde ind for at spise madpakken på bænken eller låne et toilet.

Vejdirektoratet vil op til nytår lukke syv af de 23 toiletter på de syd- og sønderjyske rastepladser og samtidig fjernes bænke og skraldespande fra 43 pladser. Rastepladserne er i for dårlig stand og for dyre at vedligeholde.

Istedet vil Vejdirektoratet bruge pengene på at opgradere de resterende rastepladser.

- Vi har en vis sum penge. Og nogle af rastepladserne ligger meget tæt, og er i ringe forfatning, siger afdelingsleder Ivar Sande til TV SYD.

Hos Sønderjyllands Vognmandsforening forstår man ikke beslutningen om at skrotte toiletterne.

- Det er et helt forkert sted at spare. Chaufførerne har tvungne pauser, så de skal holde, hvor de kan. De kan godt tage deres skrald med sig og godt undvære bænkene, men at fjerne toiletterne er et stort problem, siger formand for Sønderjyllands Vognmandsforening Kenneth Jacobsen til TV SYD.

Vejdirektoratet fortæller, at man vil kunne finde toiletter tæt på de rastepladser, hvor toiletterne bliver fjernet.

- Jeg forstår godt vognmændenes holdning. Vi nedlægger faciliteterne, hvor man rimelig nemt kan finde toiletter tæt på. Man vil stadig kunne holde korte hvil og pauser på alle pladser, siger Ivar Sande.

Se på kortet, hvilke pladser der nedgraderes og får fjernes bænke og skraldespande, og hvor toiletterne forsvinder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.