Hvem så en tidlig morgen stjålet pengeskab falde af trailer?

Politiet vil meget gerne genoptage kontakten med en vaks borger, der en meget tidlig juni morgen ringede, da han så et pengeskab falde af en trailer i Sønderborg.

Lidt før klokken 05 om morgenen fredag den 29. juni gned en 55-60-årig mand sig en ekstra gang i øjnene, da han så et pengeskab falde af trailer i rundkørslen ved Augustenborg Landevej og Spang Vade i Sønderborg.

Han greb derefter sin mobiltelefon og ringede til politiet og fortalte om sin oplevelse. Politiet fik imidlertid ikke registreret, hvem opkaldet kom fra. 

Vicepolitiinspektør Preben Westh, Syd- og Sønderjyllands Politi 
Vicepolitiinspektør Preben Westh, Syd- og Sønderjyllands Politi 
quote

Desværre mistede vi hurtigt telefon-forbindelsen til ham, og nu vil vi gerne have flere detaljer om, hvad han så på stedet.

Preben Westh, vicepolitinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Desværre mistede vi hurtigt telefon-forbindelsen til ham, og nu vil vi gerne have flere detaljer om, hvad han så på stedet. Bil og trailer tog nemlig flugten og lod pengeskabet ligge. Vi har en 23-årig varetægtsfængslet i sagen - men har to mistænkte på fri fod, siger vicepolitiinspektør Preben Westh fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Pengeskabet viste sig at stamme fra Nørherredhus Hotel i Nordborg, der samme nat havde indbrud. Her så vidner tre mænd og en blå personbil af mærket Peugeot med efterspændt trailer.

Det er denne bil og trailer, der tabte pengeskabet i rundkørslen. 

- Vi mener, at vidnet har gjort iagttagelser, som kan være af interesse for sagens videre opklaring og håber nu, at han vil kontakte os igen, siger vicepolitiinspektør Preben Westh, der fortæller, at vidnet var cyklende den tidlige junimorgen.