Hyrdehunde effektive mod sultne ulve

Hyrdehunde forhindrer ulveangreb hos fåreavler Åse Svendsen i Gånsager ved Skærbæk.

Når ulven bevæger sig op gennem Jylland fra Tyskland, har fåreavler Åse Svendsen i Gånsager ved Skærbæk fundet en effektiv metode til at beskytte sine 1.300 får: nemlig hyrdehunde.

Først efter at hun for tre år siden anskaffede sig den italienske hyrdehund af racen Maremma Abruzzese, har ulven holdt sig i skindet. Tidligere har hun mistet mange får til de sultne ulve, men det sker ikke længere, når fårene er hendes egne marker.

quote

Når der er en hyrdehund på marken, finder vi aldrig et dyr.

Åse Svendsen, fåreavler, Skærbæk

- Når der er en hyrdehund på marken, finder vi aldrig et dyr, der er bidt i, fortæller hun til TV SYD.

DNA-prøver afslører, at 13 af hendes får er slået ihjel af ulve. Det fik hende til at anskaffe sig hyrdehundene for tre år siden, hvilket hun ikke har fortrudt.

- De hjælper helt vildt. Jeg stoler meget på hundene og deres instinkter. De tuder flere gange dagligt, så nogen må de jo kommunikere med, siger hun.

Åse Svendsen er en af landets største fåreavlere og oplever til stadighed, at hendes får angribes og dræbes. Dog kun når de græsser på andre marker end hendes egne.

- Når jeg låner flokke på 200-300 får ud til andre landmænd, som skal have græsmarker pudset af, kan der ske angreb. Jeg sender nemlig ikke hyrdehund med, da jeg ikke kan være sikker på indhegning og eventuelle hændelser, siger Åse Svendsen, der i perioden fra august til marts har sine får ude hos andre landmænd i Syd- og Sønderjylland.

En vildtkonsulent fra Naturstyrelsen bliver kontaktet, hver gang et får har været angrebet. Hvis det konstateres, at fåret har været angrebet af en ulv, modtager Åse Svendsen erstatning fra Naturstyrelsen.