Indsamling til Dybbøl Mølle over forventning

Grænseforeningen har indsamlet en million kroner til vedligeholdelsen af Dybbøl Mølle. Målet er fem millioner inden 2014.

Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen er overbevist om, at man når målet med de fem mio. kr.

- En million kroner efter knap et år er over, hvad vi forventede, og Grænseforeningens medlemmer har vist sig at være meget trofaste i deres støtte til landsindsamlingen, siger Knud-Erik Therkelsen til Flensborg Avis.

Han tilføjer dog, at de private bidrag ikke er nok, da den generelle folkelige opbakning til Dybbøl Mølle ikke er så stor. Derfor begynder Grænseforeningen nu at søge penge hos forskellige fonde.

Landsindsamlingen arrangeres af Grænseforeningen i samarbejde med den selvejende institution Dybbøl Mølle, og Dybbøl Mølles bestyrelse vurderer, at det beløb, der skal til for løbende at kunne vedligeholde bygningen, er cirka 250.000 kroner om året.

Det er Grænseforeningens mål inden 150-års jubilæet for Slaget på Dybbøl i 2014 at indsamle cirka fem millioner kroner til en fond, der så kan give det fornødne afkast hvert år, skriver Flensborg Avis.