F-16 i problemer: Jagerfly måtte sikkerhedslande i Skrydstrup

Sidst på eftermiddagen sikkerhedslandede et F-16 fly i Skrydstrup efter en alarm i flyets kabine.

Klokken var 17.24 fredag eftermiddag, da Syd- og Sønderjyllands Politi modtog en alarm fra Flyvestation Skrydstrup. Der blev sendt flere udrykningskøretøjer afsted, men 12 minutter senere sikkerhedslandede flyet uden problemer.

- Når vi får en fejlmeldning, laver vi en standby 1, som er en sikkerhedsforanstaltning i sådanne situationer, der sikrer det rette mandskab på stedet, hvis der skulle ske noget, siger Vagtchef, Nikolaj Holmkjær til TV SYD.

Alarmen i flyet meldte om problemer med hydraulikken, der styrer flyets vinger ved landinger. Flyet befandt sig i luftrummet over Skrydstrup, men kom altså sikkert ned.