Jakob: Man er under maksimalt pres hele tiden

142 landsholdsløbere fra 16 lande sprintede i Christiansfelds gader søndag. Byen udfordrede og satte Jakob Edsen under maksimalt pres.

Om mindre end 2 år skal Trekantområdet være vært for historiens første VM for byorienteringsløb. I weekenden fik nogle af verdens bedste orienteringsløbere en smagsprøve på henholdsvis Kolding, Assens og Christiansfeld. En af dem er Jakob Edsen, som søndag prøvede kræfter med gaderne i Christiansfeld.

- Det er en fantastisk by at løbe sprint i. Det er virkelig udfordrende og afvekslende, fortæller Jakob Edsen fra Aarhus 1900 Orientering.

quote

Man er under maksimalt pres hele tiden, og det synes jeg er mega fedt.

Jakob Edsen, Aarhus 1900 Orientering

Løbene i Kolding, Assens og Christiansfeld er et led i VM-forberedelserne. Det er nemlig en tradition, at de kommende VM-værter arrangerer nogle træninger og konkurrencer inden selve mesterskabet.

- Det en vigtig del af forberedelserne for elitesportsfolk, at de får mulighed for at løbe i byer og terræn, der kan minde om dem, der bliver til VM, fortæller Karl Kristian Terkelsen fra OK Gorm Jelling, der er en af de fem lokale klubber, der i fællesskab løfter VM.

Når man løber sprint i en by som Christiansfeld, så er det med rigtig høj fart hele tiden.
Når man løber sprint i en by som Christiansfeld, så er det med rigtig høj fart hele tiden.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Fedt at være på hjemmebane

Til søndagens løb fik borgerne i Christiansfeld chancen for at se i alt 142 landsholdsløbere fra 16 lande. VM i 2020 skal løbes i Kolding, Vejle og Fredericia, og Jakob Edsen synes, det er fedt, at være på hjemmebane.

quote

Der er ikke plads til at lave småfejl, for du skal hele tiden vide 110 procent, hvad det er, du skal, for ellers går det ikke hurtigt nok.

Jakob Edsen, Aarhus 1900 Orientering

-  Der er lagt nogle gode baner, hvor det enten er et spørgsmål om at løbe stærkt, eller et spørgsmål om at have hovedet ved kortet og fokusere på at navigere rundt i de smalle gader og ind og ud af baggårde, forklarer han og tilføjer:

- Så man er under maksimalt pres hele tiden, og det synes jeg er mega fedt.

Ikke plads til fejl

Med weekendens løb er forberedelserne til VM kickstartet for Jakob Edsen, og han er imponeret over, hvad Christiansfeld har at byde på.

- Når man løber sprint i en by som Christiansfeld, så er det med rigtig høj fart hele tiden. Der er ikke plads til at lave småfejl, for du skal hele tiden vide 110 procent, hvad det er, du skal, for ellers går det ikke hurtigt nok, fortæller Jakob Edsen.

Mange tilskuer var mødt op for at overvære dagens løb, men de var ingen distrahering for Jakob Edsen.

- Selvfølgelig skal man være opmærksom på tilskuer og andre løbere ude i terrænet. Man skal være vågen, men ellers handler det bare om at løbe hurtigt nok.