Pokalchok: Kolding sender Vejle ud

Vejle Boldklub er færdig i pokalturneringen, efter at superligaoprykkerne højst overraskende tabte 1-3 på udebane til naboerne fra Kolding IF, der spiller i 2. division.

Kolding kom sig over en tidlig Vejle-føring og vandt med 3-1 efter forlænget spilletid. Dermed er Kolding fra 2. division et af de sidste otte hold, der kæmper om to billetter til pokalfinalen i Parken næste år.

Vejle kom ellers tidligt foran, da Allan Sousa i kampens første minut sparkede favoritterne på sejrskurs.

Men føringen holdt kun til halvlegens sidste minut, hvor hjemmeholdets Morten Hansen kunne udligne til 1-1 efter hjørnespark.

Vejle-træner Adolfo Sormani havde skiftet en del ud i sin startopstilling efter søndagens nederlag til Hobro. Men heller ikke med nye folk på banen kunne Vejle vinde.

Det stod 1-1 efter 90 minutter, og kampen måtte i forlænget spilletid. Her blev Vejle ramt af en udvisning, da Allan Sousa modtog sin anden advarsel, og hjemmeholdet udnyttede overtallet.

Tre minutter efter udvisningen scorede Søren Zachariassen nemlig til 2-1 for Kolding, og efter 115 minutters fodbold afgjorde Kristian Kirkegaard reelt kampen med sin 3-1-scoring. Mere end 4.500 tilskuere var mødt op på stadion i Kolding - og de så i kampens sidste minut, at også en frustreret Vejletræner Adolfo Sormani blev bortvist af dommer Morten Krogh.

AC Horsens deler skæbne med Vejle og forlader turneringen efter ottendedelsfinalen. Horsens tabte på udebane med 0-1 til AaB.