TV der bevæger dig

Kommunale stikker-tjenester i søgelyset

08:47

Svend Brandt mener, at anonyme anmeldelser skaber en usikker retsstilling.

1 af 2

Haderslev Kommune har foreløbig droppet stikker-tjeneste på kommunens hjemmeside og borger.dk, hvor folk anonymt kan anmelde deres nabo for socialt bedrageri.

Det er sket, mens byrådet behandler et forslag fra byrådsmedlem Svend Brandt, Enhedslisten, om permanent at stoppe tjenesten.

Svend Brandt henviser til, at skatteminister Morten Østergaard (R) har skrottet en tilsvarende stikker-tjeneste hos Skat, og at Folketingets ombudsmand har påtalt, at Skat har modtaget anonyme anmeldelser pr. telefon.

I mindst tre år har Skat tilladt, at borgere anmelder naboen anonymt, selvom sagsbehandlerne burde have noteret anmeldernes navn.

En stor del af kommunerne bruger digitale stikker-tjenester.

Anmeldelserne bliver efterforsket af kommunernes kontrolgrupper, der også kaldes bedrageriafdelinger i nogle kommuner.

Det er ofte modtagere af sociale tilskud, der anmelder hinanden, og anmelderne kan være drevet af et hævnmotiv.

- Fra mine netværk støder jeg ofte på kontrolgruppen og dens metoder, og når kontrolgruppen mødes med nogle af samfundets svageste, bliver det ofte meget svært - uanset hvad der er rigtigt og forkert, skriver Sv. Brandt i indstillingen til økonomiudvalgets møde mandag i Haderslev.

Enhedslisten foreslår, at Haderslev Kommune dropper stikker-tjenesten permanent, og at kontrolgruppen ophører med at efterforske sager fra anonyme anmeldere.

Retssikkerhed

- Der bør oprettes en vejledning til anmeldelse af socialt bedrageri, hvoraf det fremgår hvilke informationer kommunen vil have for at modtage anmeldelsen, og hvilke rettigheder den anmeldte har for at få aktindsigt! Det vil sikre retssikkerheden, da statistisk set mange anonyme anmeldelser er præget af andre interesser, hedder det i forslaget.

Lovgivningen på området er ikke entydig.

Som hovedregel skal en anklaget have ret til at se, hvor anklagen kommer fra.

Der eksisterer omvendt ikke en regel om, at en anmeldelse skal indeholde identifikations-oplysninger.

Det hører til god forvaltningsskik, at en myndighed noterer navn og adresse på de borgere, der henvender sig om en sag.

Med ombudsmandens seneste fortolkning af reglerne, kan man ikke henvende sig anonymt pr. telefon eller mail, medmindre anmelderen på forhånd har sløret sin identitet. For eksempel ved at have hemmeligt telefonnummer.

Her i landsdelen benytter Vejen, Vejle og Aabenraa sig ikke af anonyme stikker-tjenester.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden