TV der bevæger dig

Kommune og region enige - staten skal betale for giftoprydning

Grindsted Å er ramt af den største forurening nogensinde i Danmark. Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Staten må på banen, hvis der skal ryddes op efter den alvorlige forurening af Grindsted Å, mener både Billund Kommune og Region Syddanmark.

Region Syddanmark og Billund Kommune ønsker at sikre trygheden for borgerne i Grindsted efter ny viden om, at 100 kg af det kræftfremkaldende stof vinylklorid hvert år siver ud i Grindsted Å.

De nye oplysninger om forureningen er bekymrende. Når der kommer ny viden om sådan en stor forurening, så skaber det naturligt utryghed hos borgerne.

Ib Kristensen, borgmester, (V), Billund Kommune

Fredag blev første møde i en ny politisk følgegruppe omkring forureningen i Grindsted afholdt på rådhuset i Grindsted.

- De nye oplysninger om forureningen er bekymrende. Når der kommer ny viden om sådan en stor forurening, så skaber det naturligt utryghed hos borgerne, og det understreger behovet for at have fokus på forureningen og hele tiden forsøge at få afklaret, hvad der kan gøres, for at vi får håndteret forureningen i Grindsted, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Han understreger vigtigheden af et fortsat tæt samarbejde mellem kommunen og regionen i forhold til at sikre, at borgerne til enhver tid er velinformeret om forureningssituationen.

Forureningen i Grindsted er en samfundsopgave af en type, som vi slet ikke har penge nok til. Så vi må have staten på banen, hvis der på et tidspunkt skal ryddes op.

Stephanie Lose, regionrådsformand, (V), Region Syddanmark

Det ønske bakkes op af Region Syddanmark, som sammen med Billund Kommune nu inviterer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og lokalt valgte folketingsmedlemmer til en besigtigelsestur til de forurenede områder i Grindsted. 

Læs også Grindsted Å: Massiv vinylklorid-forurening allerede i 2010

Borgere inviteres til informationsmøde

Også områdets borgere vil snarest blive inviteret til et informationsmøde.

- Forureningen i Grindsted er ikke nogen ny opgave. Vi har undersøgt forureningen løbende for at sikre, at borgerne kan færdes trygt i byen. Men forureningen i Grindsted er en samfundsopgave af en type, som vi slet ikke har penge nok til. Så vi må have staten på banen, hvis der på et tidspunkt skal ryddes op, siger Stephanie Lose, (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Region Syddanmark er i øjeblikket i gang med at teste nye oprensningsmetoder af Grindstedsværkets forurening i Kærgård Klitplantage, som forhåbentlig også kan bruges til at fjerne forureningen i byen, der kompliceres af, at der bor mange mennesker, og at grundvandsforureningen løber under en stor del af byen. 

Prisen for oprydning er vurderet til at koste et større trecifret millionbeløb. 

Region Syddanmark har foreløbig brugt 13 millioner kroner og syv fuldtidsstillinger på at håndtere forureningen efter Grindstedværket i Grindsted by. 

Læs også Forureningen i Grindsted er en af de mest omfattende nogensinde

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden