Grindsted har endelig fået svar om sammenhæng mellem forurening og sygdom blandt borgerne

203 borgere fra Grindsted har deltaget i en ny undersøgelse.

En netop offentliggjort undersøgelse viser, at der ikke kan findes nogen sammenhæng mellem bopæl i Grindsted og sygedomsforekomsten i byen.

Undersøgelsen er lavet, fordi flere lokale i årevis har råbt op om de mange tilfælde af ALS, som byen har i området omkring det tidligere Grinstedværk.

Men ligesom tidligere bliver det nu slået fast, at der ikke er en særlig risiko forbundet med at bo i Grindsted.

Ny undersøgelse

Tilbage i 2020 fastlog en registerbaseret sundhedsundersøgelse, at det ikke var mere farligt at bo i Grindsted end andre steder i Danmark.

 Forekomsten af sygdomme, fødselsudfald, fertilitetsproblemer og dødelighed blandt borgere i Grindsted er ikke væsentlig forskellig fra borgere i sammenlignelige byer i Region Syddanmark og Region Midtjylland, lød det dengang i rapporten.

Men to af de forskerne fra undersøgelsen rejste tvivl om resultatet og særligt sammenhængen mellem sygdommen ALS og byens forurenede vand.

På baggrund af tvivlen og et pres fra de lokale valgte Region Syddanmark i 2022 at iværksætte endnu en undersøgelse, og tirsdag er resultatet præsenteret på et borgermøde i Grindsted, hvor der bor cirka 10.000 mennesker.

Konklusionen er, at der ikke er væsentlige forskelle blandt forekomsten af sygdom i byen sammenlignet med lignende byer. Dog er der undtagelser.

- I Øst-byen ses en højere forekomst af ALS, Parkinsons sygdom og leukæmi, og en lavere forekomst af brystkræft. I områderne blandt fabriksgrunden, afløbsgrøften, Grindsted Å og Engsøen ses en højere forekomst af skjoldbruskkirtelkræft, demens og slagtilfælde, står der i rapporten.

I rapporten konkluderes det også, at der ses en lidt lavere dødelighed blandt borgere i Grindsted og højere fertilitet.

I alt har 203 borgere med kronisk sygdom deltaget i den nye undersøgelse.

Hyppig forekomst af ALS

Det var en aktindsigt, som DR havde fået, der afslørede, at to af forskerne fra undersøgelsen i 2020 kraftigt opfordrede til at forske videre i forekomsten af ALS i Grindsted.

I den jyske by har flere lokale i årevis råbt højt om en hyppig forekomst af nervesygdommen ALS, og flere borgere har været bekymret for, om der kunne være en sammenhæng mellem sygdommen og forureningen fra det tidligere Grindstedværk.

Grindstedværket udledte frem til 1962 store mængder tungmetaller, medicinalprodukter og opløsningsmidler, som blandt andet via grundvandet har spredt sig under byen.