Kommune sætter ny rekord i salg af byggegrunde

Med 83 solgte kommunale grunde i Hedensted Kommune i år er sidste års rekord på 50 grunde slået godt og grundigt.

Det er eftertragtet at bygge nyt hus i Hedensted Kommune, der netop har opgjort salget af kommunale byggegrunde i 2020. 

Med 83 solgte grunde til dato er der tale om ny rekord - og salget  af kommunale byggegrunde i år ligger mere end 50 procent højere end sidste år.

Nybyggerkvarteret Lille Dalby Bakker i det østlige Hedensted tegner sig for ikke færre end 29 solgte grunde og dermed en tredjedel af det samlede kommunale salg. Dertil kommer, at der i årets løb blev solgt 43 byggegrunde i den private udstykning i samme område.

Landsbyer er populære

Men også i Ølsted og Tørring, hvor der blev solgt syv kommunale grunde i hver, i Barrit og Daugård med seks grunde og i Rask Mølle og Stenderup med hver fem, mærkede man en øget efterspørgsel. 

Borgmester Kasper Glyngø, (S), glæder sig over stort salg af byggegrunde.
Borgmester Kasper Glyngø, (S), glæder sig over stort salg af byggegrunde.
Foto: Thor Hedegaard

Salget af de kommunale byggegrunde fordeler sig på hele 16 byer i kommunen, og det glæder borgmester Kasper Glyngø, (S):

- Vi har stort fokus på at skabe bosætning i hele kommunen, og derfor gælder det om hele tiden at have attraktive grunde til salg. At vi nu igen sætter rekord for det kommunale grundsalg, tilskriver jeg ikke mindst vores beliggenhed lige i hjertet af det østjyske vækstbånd, siger borgemesteren i en pressemeddelelse.