Kvinde sigtes for at ville dræbe sin mand

Søndag formiddag bliver 64-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhør.

Har en kvinde fra Sønderborg-området forsøgt at slå sin mand ihjel?

Det mener anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, som sigter den 64-årige kvinde for forsøg på manddrab på sin 73-årige ægtemand. 

Nægter sig skyldig

Kvinden blev anholdt lørdag, og søndag formiddag bliver hun fremstillet i et grundlovsforhør. Det sker ved retten i Sønderborg, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre. 

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at den sigtede kvinde lørdag har udtalt sig til politiet og nægter sig skyldig. Derudover ønsker politiet ikke at udtale sig om sagen i skrivende stund.