Landboformand frygter ikke pensions-selskabers indtog

Mogens Dall, formand for LandboSyd, frygter ikke for negative følger af pensions-selskabers investeringer i dansk landbrug.

Det vigtigste er at bevare produktionen og arbejdspladser, mener landboformanden Mogens Dall.

Tre sønderjyske gårde er blevet overtaget af pensionsselskab, der ser landbruget som en god investering.

Günther Lorenzen ejer – eller rettere ejede -  en gård i Jejsing. Nu har han og to andre landmænd samlet overdraget deres gårde og jorde til pensionsselskabet AP på grund af  økonomiske problemer. Selv fortsætter de som forpagtere.

- Det er en udmærket ordning, siger den nu tidligere gårdejer.

Den nye ejer blander sig ikke i driften, men får til gengæld penge for landmændenes forpagtning af gårdene. AP pension har opkøbt ni gårde og flere er på vej.

- På den måde sikrer vi, at der stadig produceres fødevarer på gårdene til gavn for både forbrugere og de mange ufaglærte, der er beskæftiget på slagterier og andre steder, siger Mogens Dall, formand for LandboSyd til TV SYD.

-