Landsret: Stedfar var skyld i lille Noahs død

I byretten ville dommere og nævninge frifinde en mand for dødsvold mod barn. Men landsret finder ham skyldig.

Vestre Landsret i Sønderborg har kendt en 31-årig mand skyldig i vold med døden til følge mod sin 17 måneder gamle stedsøn, Noah.

Den lille dreng mistede livet tilbage i 2016 i sit hjem i Storegade i Sommersted i Sønderjylland. Obduktionen viste, at han havde brækket 10 ribben og havde adskillige læsioner i bryst- og bughulen.

Tilbage i marts frifandt et flertal ved Retten i Sønderborg manden for anklagen om vold med døden til følge. Den afgørelse valgte anklagemyndigheden imidlertid at anke til Vestre Landsret.

Og her er dommere og nævninger nået frem til det stik modsatte resultat. Den 31-årige mand vil senere mandag få udmålt en straf.