Lastbil og varevogn kører sammen på motorvej

Esbjergmotorvejens to spor i vestlig retning er begge spærret efter en ulykke.

Ulykken skete omkring klokken 13, hvor en lastbil og en varevogn kørte sammen, oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD. 

Motorvejen er spærret i vestlig retning mellem afkørsel 64 Kolding Vest og afkørsel 65 Lunderskov Ø. 

- I forbindelse med uheldet er der spildt væske på kørebanen. Vi formoder, at det er dieselolie, så begge spor er i hvert fald spærret i den næste halve time, siger vagtchef Flemming Lau fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD. 

Vejdirektoratet opfordrer bilister til at finde alternative ruter, da de forventer forlænget rejsetid på strækningen. 

Politiet oplyser, at der kun er sket lettere personskade ved sammenstødet. 

Opdatering: Alle spor er nu åbne.