Listetyven i Haderslev fængslet igen

En 24-årig mand, som har fem domme for listetyverier i Haderslev, blev torsdag fængslet i fire uger for nye tilfælde af tyveri hos ældre og gangbesværede.

Den 24-årige blev 25. janaur idømt seks måneder fængsel for adskillige tyverier i Haderslev-området. Han skabte sidste år en del utryghed blandt specielt ældre beboere i boligblokke.

Tyven lister sig ind hos ældre, hvor døren er ulåst.

- Han er en flink fyr, siger Jørgen Mørk fra politiet i Haderslev. Hvis han bliver opdaget, siger han pænt undskyld, og at han er gået forkert.

Fem domme

Listetyven har fem domme tidligere for at snige sig ind hos især ældre og gangbesværede mennesker og stjæle fra dem. Hvis hanbliver opdaget, kan han løbe fra dem.

Tyven går kun ind, hvor hoveddøren er ulåst. Det fik sidste år Haderslev Boligforening til at opfordre alle til at huske at låse døren til lejlighederne.