Mand fængslet for brandstiftelse på forsorgshjem

En 44-årig mand fra Kolding blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger – sigtet for at sætte ild til forsorgshjemmet Overmarksgården.

Den 44-årige mand blev anholdt fredag middag – blot 24 timer efter branden på forsorgshjemmet Overmarksgården opstod. 

Politiet har siden branden efterlyst den nu varetægtsfængslede mand. Han blev anholdt i Roskilde ved middagstid fredag og blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle den sigtede i fire uger frem til den 16. juli.

Branden på Overmarksgården opstod først på eftermiddagen torsdag i en beboers værelse. Både værelset og et fællesrum udbrændte, og halvdelen af tagetagen samt den ene bygning brændte.

Overmarksgården er et forsorgshjem for hjemløse og socialt udsatte. Der skete ingen personskade i forbindelse med branden.

Politiet har fra starten arbejdet ud fra en teori om, at branden var påsat.