Mere end 20.000 gæster ventes til dyrskue

Fredag og lørdag holdes det traditionsrige østjyske dyrskue i Horsens, hvor der ventes mere end 20.000 gæster.

Dyrskuepladsen ved Bygholm i Horsens summer af liv fredag morgen, hvor dyr, maskiner, landmænd og gæster fra byen flokkes til åbningen af Det Østjyske Dyrskue.

Det er dyrskue nr. 148 i rækken i Horsens.

Regnen torsdag aften har skyllet det værste støv væk fra pladsen - og øget humøret hos mange landmænd, der er bekymret over tørken efter mange ugers sol og sommer. - det er dyrskue nr. 148 i rækken i Horsens

- De seneste dages nedbør bidrager kun til ekstra glæde og fest, når vi nu holder dyrskue, siger formanden dyrskuet, gårdejer Peter Søgård Mortensen, Vestbirk, til TV SYD. 

Han er glad for i år at kunne præsentere et dyrskueprogram, der rammer hele familien, både ung og gammel.

– Dyrskue er dyrskue, og omdrejningspunktet er selvfølgelig de mange flotte og toptrimmede dyr, der udstilles og som man kan se på pladsen. Det er en stor oplevelse for børn at opleve dyrene på helt tæt hold, og det er det også for forældre og ikke mindst bedsteforældre.

Dyrskueformanden ser frem til to dage, hvor det summer af liv på den gamle dyrskueplads med blafrende flag, musik i højttaleren og traditionen tro masser af mennesker, der nyder stemningen.

– Men vi er blevet mere bevidste om, at vores gæster skal have mulighed for andet end at se dyr, og derfor har vi lagt os i selen for, at der skal foregå en masse spændende ting på pladsen, så der hele tiden er underholdning og aktivitet. Det er vigtigt, at vi har et program med bredde og alsidighed, siger Peter Søgård Mortensen.

Og dyrskuet har også mange forskellige aktiviteter på programmet – lige fra udstilling af store flotte amerikanerbiler og udstilling af veterantraktorer til motocross-opvisning til stor gymnastikopvisning med ca. 100 gymnaster på græsset.