Millioner skal styrke nationalpark

A.P. Møller Fonden og Realdania investerer 210 millioner kroner i nationalparken, Tøndermarsken. Pengene skal bruges til at beskytte området og tiltrække turister.

En stor pose penge er sendt til Tønder Kommune. Afsenderen af den gavmilde milliongave er A.P. Møller Fonden og Realdania. Kommunen poster også penge i projektet.

Sammen med lokale kræfter vil kommunen, A.P. Møller Fonden og Realdania gøre Tøndermarsken ved Højer endnu mere attraktiv og synlig.

- Tøndermarsken er et helt unikt kulturlandskab med et stort potentiale ikke mindst i forhold til turismen. Derfor skal vi synliggøre området mere og samtidig udvikle det og gøre det endnu mere tiltrækkende blandt andet ved at skabe mere liv og atmosfære i Højers historiske og karakteristiske bymidte, siger Tønders borgmester, Henrik Frandsen.

- Det vil have stor betydning for turismen i hele Tønder Kommune, og det vil gøre det mere attraktivt at bo i området, siger Henrik Frandsen.

Pengene skal bruges i løbet af de næste fem år.

- Tøndermarskens lige findes ikke andre steder i verden. Her er et enestående fugleliv og et landskab af vandløb, sluser og diger skabt af mennesker i grænselandet gennem århundreder. Derfor ser vi det som en national opgave at være med til at beskytte marsken og sikre bedre adgang til området, siger direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden.

Tøndermarsken er en del af det danske Vadehav. Området har siden 2010 været nationalpark, og i 2014 blev det optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over verdensnaturarv.

Investeringen i detaljer

Tøndermarsken får 210,9 millioner kroner til at vedligeholde og tiltrække turister.

111,3 millioner kroner kommer fra Tønder Kommune.
65 millioner kroner kommer fra Realdania.
25 millioner kroner kommer fra A.P. Møller Fonden.
9,6 millioner kroner kommer fra andre fonde.

Pengene skal bruges i perioden 2016-2021.

Tilgangen er, at turisme og fødevareområdet skal styrkes, så der skabes en varig effekt i området.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.