Millioner til ildsjæle

Tre gamle togvogne skal indrettes til back-stage-området ved Godset i Kolding. Det er et af 36 projekter, som Realdania støtter i sin ildsjæle-kampagne. Se de regionale projekter på tvsyd.dk.

Der er også penge til Elstrup Mølle ved Nordborg, Hotel Ansager, Årre Kro, Kulturhuset i Skovlund, en bålhytte ved Bovlund og det gamle vandtårn i Højer.

De frivillige borgerdrevne projekter får sammenlagt 12 mio. kr. Alle projekter er drevet af passionerede mennesker - og på hver deres måde skaber projekter fysiske forbedring, nye mødesteder og bedre livskvalitet i lokalmiljøer.

I 2013 får bl.a. den fredede Elstrup Mølle ved Nordborg, Hotel Ansager og Årre Kro penge fra kampagnen. Og sidste år blev bl.a. Skovlunds nye kulturhus og vandtårnet i Højer betænkt med midler. Også en bålhytte i Bovlund ved Tønder er bygget for penge fra Realdania.

Med kampagnen til byggeriets ildsjæle ønsker Realdania at bakke op om frivillige kræfter gennem net-værk, inspiration og viden, og ikke mindst projektstøtte.

Gennem to ansøgningsrunder har det været muligt at søge om støtte til at gøre sin idé til virkelighed. Ikke mindre end 218 ildsjælegrupper meldte sig på banen i kampagens anden ansøgningsrunde, og med bistand fra et fagligt rådgiverpanel har Realdania nu udvalgt de i alt 36 projekter, som samlet modtager 12 mio. kr. i støtte til realisering.

Gamle togvogne

To tidligere kreaturvogne og en tidligere postsorteringsvogn skal have nyt liv på sporet ved Godset i Kolding. Det er ildsjæle fra forenignen Rock'in'House, som vil lave backstage-faciliteter i de gamle vogne.

Forholdene for kunstnere og frivillige ved Godset er utidssvarende. Derfor vil den gamle postvogn være en forbedring som backstageområde for kunstnere.

De gamle togvogne skal restaureres - og lokale graffitimalere skal udsmykke dem.

Elstrup Mølle

I den lille landsby Elstrup ved Nordborg mangler borgerne et godt samlings- og aktivitetssted. Det har den frivillige forening Elstrup Mølles Venner tænkt sig at gøre noget ved. Nu indrettes der et brugbart aktivitets og forsamlingslokale i den gamle svinestald, der er del af den fredede Elstrup Mølle. Lokalet skal kunne danne ramme om landsbyens mange arrangementer og udstillinger.

Den fredede vindmølle er allerede under restaurering, men svinestalden er ikke en del af det projekt og står i dag ubenyttet hen.

Stalden er bygget i 1948 og skal ryddes for inventar, afløb og gulv. Den aktive gruppe af ildsjæle står for alt arbejdet ? også isolering og ny gulvbelægning, reparation af vægge og lofter, udgravning og malerarbejde. Flere af de tilknyttede frivillige er uddannede bygningshåndværkere.

Hotel Ansager

I Ansager ligger et fint, gammelt hotel. I en del år stod det tomt og var under forfald. En gruppe ildsjæle i byen tog derfor initiativ til at restaurere hotellet og omdanne det til byens nye samlingspunkt. Nu er ildsjælene godt i gang med at restaurere hotellet indvendigt, og med dette projekt ønsker ildsjælene også at genskabe bygningens ydre med dens oprindelige arkitektur.

Mens Hotel Ansager stod tomt, var det i synligt forfald og en skændsel for bymidten. Samtidig var det et skræmmende signal om et landsbysamfund uden udvikling.

Derfor tog en gruppe initiativrige borgere sagen i egen hånd, fik rejst midlerne til at købe boet, og i dag er det byens borgere, foreninger og forretningsdrivende, der ejer hotellet med mere end 200 anparter.

Hotellet vil få nye vinduer, døre og tag, så det arkitektonisk passer til det oprindelige udtryk. Samtidig isoleres mure og loft, og trapper og murværk reparereres.

Årre Kro

I Årre ligger den folkeejede kro. I 2003 besluttede en gruppe borgere at sikre kroens fremtidige eksistens, og kroen blev købt af byens borgere via folkeaktier. I dag er det byens borgere, der, i samarbejde med forpagterparret, står for drift, vedligehold og istandsættelse af kroen. Nu ønsker ildsjælene bag Årre Kro at udbygge og modernisere kroens varmkøkken. Det nuværende køkken er utidssvarende. Det skal bygges 18 nye kvadratmeter til, som kapaciteten øges.

Kroen er som byens samlingssted. Her afholdes der generalforsamlinger, privatfester, fællesspisning, børnenes fastelavnsfest, årsmøder, byens høstfest, julemarked, bankospil, folkedans og meget andet.

Kulturhus i Skovlund

Landsbyen Skovlund, der ligger mellem Varde og Grindsted, har de seneste 100 år udviklet sig til et levende lokalsamfund. Byen blev udnævnt til ?Årets Landsby? i 1996 og har i dag en engageret lokalbefolkning.

Formålet med projektet er at ombygge en eksisterende lagerhal til kultur- og medborgerhus. Kulturhuset skal rumme en bred vifte af aktiviteter såsom ungdomsklub, ældreaktiviteter, filmklub, mødelokale, motion, kunst og kultur. Huset vil således rumme et meget bredt spektrum af aktiviteter for alle aldersklasser i sognet.

Projektet møder allerede stor interesse og arbejdsgruppen bag har foranstaltet en indsamling på ca. 0,5 millioner kr. til køb af ejendommen.

Med kulturhuset etableres bedre rammer for et endnu stærkere og selvhjulpent lokalsamfund, og byen får et samlingssted, hvor de forskellige aldersgruppers aktiviteter kan udfolde sig under ét og samme tag.

Vandtårn i Højer

I Nationalpark Vadehavet ligger byen Højer med sine 1400 indbyggere. Byen er placeret godt 600 meter fra Vesterhavet, og syd for byen strækker det flade marsklandskab sig så langt øjet rækker. I dette flade landskab er det ikke svært at få øje på byens tidligere vandtårn, hvorfra man har udsigt ud over marsken, digerne og byen. Vandtårnet er bevaringsværdigt, men er ikke længere i brug og står i fare for forfald. De lokale ildsjæle i Højer Lokalråd kunne ikke lade stå til og blev hurtigt klar over at en ny anvendelse af tårnet er nødvendig for at sikre det mod nedrivning.

Med dette projekt aktiveres det gamle, bevaringsværdige vandtårn, så det kan indtage en ny rolle som byens vartegn. Først og fremmest gennemføres en forundersøgelse, der kan skabe en samlet, bæredygtig vision for projektet. Derefter indrettes vandtårnet, med det formål at skabe et mødested for byens borgere og en attraktion for tilrejsende turister.

Bålhytte i Bovlund

I Bovlund sker der noget; den lille by i Tønder Kommune er præget af aktive og dedikerede indbyggere, der sikrer et højt aktivitetsniveau i det lokale Bovlund Forsamlingshus. Friluftsspil, foredrag, kurser, fællesspisning og fester er blot nogle af de aktiviteter, der året rundt fylder forsamlingshuset. På baggrund af et stigende antal udendørsaktiviteter, er der blevet behov for et udendørs samlingssted i læ og ly for regn og vind året rundt. Formålet med dette projekt er derfor at opføre en bålhytte i tilknytning til forsamlingshuset og den lokale friluftsscene.

Det årlige friluftsspil engagerer lokale unge, som er flyttet fra byen, men kommer hjem for at deltage i festspillet pga. det stærke sammenhold de unge imellem.

De gamle togvogne ved Godset i Kolding.
De gamle togvogne ved Godset i Kolding.
En svinestald ved den fredede Elstrup Mølle skal bruges til samlingssted.
En svinestald ved den fredede Elstrup Mølle skal bruges til samlingssted.
Det gamle hotel i Ansager var ved at forfalde. Men nu sker der noget.
Det gamle hotel i Ansager var ved at forfalde. Men nu sker der noget.
Sammenholdet er stort i Årre.
Sammenholdet er stort i Årre.
Ildsjælene bag kulturhuset i Skovlund. Har fået penge fra Realdania.
Ildsjælene bag kulturhuset i Skovlund. Har fået penge fra Realdania.
Vandtårnet i Højer skal bevares. Får penge fra Realdania.
Vandtårnet i Højer skal bevares. Får penge fra Realdania.
En bålhytte skal være samlingsted ved det årlige friluftsspil i Bovlund.
En bålhytte skal være samlingsted ved det årlige friluftsspil i Bovlund.