TV der bevæger dig

Mink-avlerne må regne med faldende priser resten af året

- Udbuddet af minkskind er for stort til den aktuelle efterspørgsel, siger Tage Pedersen fra Sole Mink i Hedensted, der er formand for Kopenhagen Furs bestyrelse

1 af 2

De mange mink-avlere i Syd- og Sønderjylland må regne med faldende priser på deres skind resten af 2016. Det viser resultatet af årets første auktion på Kopenhagen Fur.

 Samlet er der tale om et prisfald på 14 procent sammenlignet med auktionen i september. Lidt mere end to ud af tre af de udbudte skind blev solgt, hvilket giver en salgsprocent på 68.

- Udbuddet af minkskind er for stort til den aktuelle efterspørgsel. Produktionen er faldet med 10 millioner minkskind det seneste år, men den skal længere ned, før der igen er ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, siger Tage Pedersen fra Sole Mink i Hedensted, der er formand for Kopenhagen Furs bestyrelse.

Han understreger, at det bliver en vanskelig sæson, men at de danske minkavlere i kraft af merprisen på deres skind sammenlignet med udenlandske skind står stærkt i den internationale konkurrence. I 2015 var merprisen på danske skind hele 43 procent. Tilpasning af minkproduktionen forventes derfor at finde sted i udlandet.

I de seneste seks år er verdensproduktionen fordoblet, og den toppede i 2015 på 80 millioner. I 2016 udbydes 70 millioner minkskind.  Kina er et af hovedmarkederne, og pelssalget i detailleddet har været tilfredsstillende. Det er på nuværende tidspunkt koldt, særligt i den nordlige del af landet, og det sætter gang i forbrugernes købelyst.

I Rusland derimod er salget gået i stå, fordi den russiske økonomi går igennem en svær tid med blandt andet faldende råvarepriser på olie og handelsembargo. Russiske forbrugere er ellers blandt de mest pelskøbende i hele verden.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden